Arkil
Fakta
Arkil er en af Danmarks største entreprenørvirksomheder og udfører store motorvejsprojekter, bygger broer og laver sporarbejde, asfalt, vejservice og klimasikring i hele landet.
Arkil beskæftiger godt 2.100 medarbejdere.
Arkil har været en del af Lederalliancen siden januar 2023.
Jim er den arbejdskraft, Arkil har brug for
August, 2023:
»Det er fedt, fantastisk, lækkert og superrart at komme på arbejde. Det er 1000 gange bedre end at være derhjemme og gå på skole.«
Jim var hverken i job eller uddannelse. Men han er nu – via Lederalliancen – kommet i praktik hos entreprenør-virksomheden Arkil.
For Jim har det ikke været let at komme ind i rytmen på en arbejdsplads igen. Men han er faldet godt til. Hans opgaver er bl.a. at lægge rør i jorden, rense brønde og køre med gravemaskine – og så selvfølgelig samarbejde og kommunikere med kollegerne.
Jims bedste råd til andre, der skal i gang igen, er: Find et mål og fokuser på det.
Og hvordan er det så for virksomheden at tage imod en kollega, der skal læres op i både job og i at være på arbejdsmarkedet?
»Jeg må indrømme, at når man hører om unge, der bliver henvist fra kommunen, er man bange for, at de ikke er mødestabile og ikke vil arbejde. Dette har Jim modbevist, han vil gerne arbejde, og han er mødestabil.« siger Peter, der er daglig leder for Jim.
Flere virksomheder har problemer med at rekruttere medarbejdere – og det kan de nikke genkendende til hos Arkil. De kom lidt tilfældigt med til møde med Lederalliancen. Kort historie lang fik de via kommunen, Cabi og Lederalliancen kontakt med Jim.
Det er ikke altid nemt - men det skal prøves
Hos Arkil vil de gerne være mangfoldige og støtte op om at få alle med. Det er ikke altid nemt. Der skal være en balance mellem at skulle nå produktionen og sætte tid af. Og risikoen for, at det ikke altid er en succes. Men det skal altid prøves.
Og som Peter siger om Jim:
»Man skal lige vænne sig til, at der kommer en ung gut uden så meget erfaring. Men Jim vil gerne tage imod instruktion og hører efter, hvad der bliver sagt.«
Jim er siden blevet fastansat i Arkil.
Vi står bag Lederalliancen
Lederalliancen blev søsat af Lederne i slutningen af 2022 og er i dag et partnerskab med Videnshuset Cabi og Dansk Industri. Vi har en fælles ambition om at give så mange unge som muligt en hånd i ryggen.
Lederalliancen modtager støtte fra Tuborgfondet.