For seks år siden besluttede Malene sig for, at det var på tide at gøre noget mere ved hendes idé. Hun brugte sin viden fra projektlederuddannelsen og lavede en ny projektplan, som gik ud på at søge funding til det allerede etablerede netværk.
”Jeg skulle have nogle penge ind i netværket, så jeg kunne få en lille stab af facilitatorer, som skulle være til stede i alle de afdelinger, som efterhånden var blevet etableret rundt omkring i landet.”
Pengene kom, og i dag er Powerjobsøgerne en landsdækkende organisation med en bestyrelse. Desuden er organisationen godkendt og registreret som en socialøkonomisk virksomhed. Det kommer blandt andet af, at det er gratis for jobsøgere at deltage to gange om ugen, og at 50 procent af de ansatte er fleksjobbere, som med de rette kompetencer kan fungere som facilitator i de forskellige afdelinger.